Kåring af Årets juniorspiller og Årets ven

27. september 2025 15:20 , af Poul Erik Pedersen

Aars Tennis & Padel har netop afholdt afslutningen på en vellykket udendørssæson med årets traditionelle juniorafslutning og prisfest.

Dagen bød først på gokart i Himmerlands Gocart Center, hvor de fartglade og de knap så fartglade fik en fornøjelig time til at gå. Efterfølgende var der et fælles arrangement i klubhuset med spisning, hvor forældre og søskende også deltog.

Højdepunktet for aftenen var dog uddeling af de 2 junior priser, som klubben har: årets spiller og årets ven.

Hvem der skal have priserne afgøres af trænerteamet på baggrund af den indsats spillerne har leveret i løbet af året.

  • Årets spiller gik til Johannes Jensen. Han blev hædret for sin store iver, sit høje fremmøde til træning og viljen til at træne ekstra for hele tiden at udvikle sit spil.
  • Årets ven gik til Felix Justesen. Felix blev fremhævet for sit gode humør, sin smittende energi og evnen til at skabe glæde og fællesskab på og uden for banen.

”Vi er meget stolte af vores juniorafdeling og den store indsats, vores unge spillere yder – både sportsligt og socialt. Johannes og Felix er to flotte eksempler på, hvad vi gerne vil fremme i klubben,” lyder det fra trænerteamet, der samtidig takkede alle for en fantastisk udendørssæson.

Efter fællesspisningen og kåringen af årets spiller og ven var der hygge i klublokalerne og en omgang uformel tennis i hallen.