Kåring af årets juniorspiller og årets ven.

21. september 2026 17:48 , af Poul Erik Pedersen

Juniorerne i Aars Tennis & Padel sluttede udendørssæsonen med fart, fællesskab og prisfest

Gokart, fællesspisning og hædring af årets spiller og årets ven satte punktum for en vellykket udendørssæson i Aars Tennis & Padel.

Fredag var der både fart over feltet og hyggeligt samvær, da Aars Tennis & Padel afholdt den årlige juniorafslutning. Arrangementet markerede afslutningen på udendørssæsonen og bød på en kombination af gokartkørsel, fællesspisning og prisuddeling.

Dagen begyndte med gokart, hvor klubbens juniorer fik mulighed for at udfordre hinanden på banen. Der var højt tempo, hurtige omgangstider og masser af godt humør, inden turen gik tilbage til klubbens lokaler.

Her var forældre og søskende inviteret med til fællesspisning og hygge. Aftenens højdepunkt var kåringen af: »Årets spiller« og »Årets ven«, som klubbens træner Oliver Gunvald står for sammen med klubbens formand for ungdomsafdelingen Monica Valsted Hyldgaard.

Prisen som »Årets spiller« gik til Viktor Mortensen.

Viktor har gennem sæsonen udmærket sig ved sit store engagement og sin lyst til at udvikle sig som tennisspiller. Han deltager flittigt i træningen, arbejder målrettet med sit spil og har på kort tid gjort store fremskridt. Samtidig har Viktor vist stor interesse for at deltage i turneringer, hvor han får mulighed for at afprøve sine færdigheder og opnå erfaring fra kampene.

Prisen som »Årets ven« gik til Jokubas Tes.

Jokubas har gennem mange år været en trofast deltager på juniortræningen. Han bidrager til fællesskabet med sit gode humør, sjove kommentarer og en positiv indstilling. Han er en god makker at have på banen og er med til at skabe den gode stemning, som er en vigtig del af juniorafdelingen i Aars Tennis & Padel.

Begge var let berørte over den fine hædring samtidig med, at de modtog en stor applaus fra de fremmødte tennisvenner og forældre.

Oliver Gunvald kom også ind på, hvordan sommersæsonen var gået og uddyber det med følgende kommentar: ”Det er dejligt at se, hvordan vores juniorer udvikler sig – både på tennisbanen og socialt. Viktor og Jokubas repræsenterer på hver deres måde nogle af de værdier, vi gerne vil fremme i klubben. Vi vil gerne sige tak til alle juniorer og deres familier for en rigtig god udendørssæson, siger Oliver Gunvald.

Nu begynder indendørssæsonen

Selvom udendørssæsonen er afsluttet, er der ikke langt til, at juniorerne igen kan finde ketsjerne frem. Indendørssæsonen starter op i uge 40, hvor træningen fortsætter i klubbens indendørsfaciliteter. Klubben håber at se mange nye børn til indendørstræningen, da opstart indendørs med skumtennis er klart den letteste måde at komme i gang på. Træningstider kan findes på klubbens hjemmeside, og man kan løbende komme med på træningshold.